En stadig hyppigere årsag til brande og eksplosioner på industrivirksomheden er olie fra utætte eller sprængte rør, pumper eller beholdere. Brandene har som regel en eksplosionsagtig karakter. Den antændte olie stammer ofte fra anlæg, der bl.a. på grund af den anvendte olies høje flammepunkt ikke anses for særligt farlige. Eksempler herpå er svære fyringsolier, olier i smøresystemer og hydrauliske anlæg og olier i køle- og hærdeanlæg.
Hvis en pakning skubbes ud, en flange, en forskruning eller anden samling går i stykker, et rør eller en slange sprænges, kan den udsprøjtede olie blive antændt ved at ramme varme overflader. Man har eksempler på, at olie fra lækager og brud på ledninger med arbejdstryk på omkring 100 kp/cm2 er sprøjtet 12-15 m hen. En sådan udsprøjtende olie vil ofte delvis forstøves, hvad der gør den langt mere brændbar, end hvis det var en sammenhængende stråle.