|
|
To eksaminerede sikringsledere står vagt om landets historiske dokumentation.
Der hviler et tungt ansvar på Jan Pedersens og Per Reichgrübers skuldre. Som nøglepersoner i Rigsarkivets driftsorganisation varetager de en række af de daglige opgaver, der skal sikre, at kongerigets største og vigtigste dokumentsamling bliver bevaret for eftertiden.
Rigsarkivet tager vare på konge- og centralmagtens dokumenter, fra gamle 1100-tals pergamenter til vore dages elektroniske sagsakter. Omfanget af Rigsarkivets opmagasinerede arkivalier opgøres ikke i antal hyldemeter, men i antallet af hyldekilometer.
Foreløbig er hylder med en samlet længde på 230 kilometer fyldt op med dokumenter, og det er en samling, som vokser dag for dag. Selv om størstedelen af materialet ligger på magasiner uden for den gamle del af Rigsarkivet, befinder der sig stadig en central samling af historiske dokumenter i de århundredgamle bygninger på Slotsholmen i København, hvor de sikringsmæssige opgaver således også gælder den inventar- og bygningsmæssige kulturarv.
Klædt på med uddannelse
Sikring og sikkerhed er forståeligt nok en højt prioriteret funktion for Rigsarkivet, der sammen med Landsarkiverne udgør den væsentligste del af Statens Arkiver. Det er også grunden til, at Jan Pedersen og Per Reichgrüber for nylig gennemførte uddannelsen som Eksamineret Sikringsleder hos DBI.
Dermed er de nu blevet bedre klædt på til at kunne varetage deres daglige sikringsfunktioner.
- Generelt tager vi os af de daglige drifts- og kontrolopgaver i bygningerne. På brand- og sikringsområdet drejer det sig blandt andet om at sikre adgangskontrollen og holde øje med, at de automatiske branddetekterings-, brandsluknings- og indbrudsalarmanlæg er i orden, fortæller Per Reichgrüber.
- Statens Arkiver har indgået en aftale med Det Kongelige Bibliotek, som overordnet står for at overvåge og drive de automatiske sikringsanlæg og brandsikringsanlæg, men i det daglige er det os, der tager sig af fx fejlalarmer og andre løbende driftsforhold og -problemer, supplerer Jan Pedersen.
Gamle bygninger og moderne magasiner
Selv om de to har næsten ensartede jobfunktioner, er deres daglige arbejdspladser vidt forskellige.
Jan har sit daglige arbejde i det gamle Rigsarkiv på Slotsholmen i København, hvor han med titel af sektionskoordinator indgår i drifts- og serviceenheden. Både historisk og politisk er arbejdsstedet i de gamle bygninger fra 1600- og 1700-tallet et spændende brændpunkt.
For Per er de daglige omgivelser diametralt modsatte. Han holder til i Statens Arkivers nye, topmoderne magasinbyggeri ved den tidligere godsbanegård på Kalvebod Brygge, hvor han med titel af vagtmester er drifts- og sikringsansvarlig. Her er man i øjeblikket ved at samle Rigsarkivets og Landsarkivet for Sjællands gigantiske samlinger fra fjernlagre i Glostrup og på Avedøre Holme.
Fælles for de to medarbejdere er deres arbejdsmæssige engagement og deres interesse for Rigsarkivet. De har sat sig godt ind i den samfundsmæssige baggrund for deres arbejdsplads og afslører et bredt kendskab til Rigsarkivets historie.
- Vi har ansvaret for uvurderlige kulturskatte og uerstatteligt forskningsmateriale, og det skal helst opbevares på en måde, så det kan holde ”til evig tid”. Det betyder blandt andet, at det skal beskyttes mod brand, tyveri, hærværk og vandskader mv., ligesom det skal opbevares i en optimal atmosfære med hensyn til lys, varme, fugt og luftforurening, forklarer Jan Pedersen.
Begge medarbejderne har ansvaret for de automatiske adgangskontrolanlæg (ADK-anlæg) i deres respektive bygningsområder. De står således for at udstede adgangskort samt tildele tids- og områdemæssige rettigheder til personale, håndværkere og besøgende i øvrigt, så der er styr på hvem, der må komme hvor – og hvornår – i de forskellige områder.
Automatisk rumslukningsanlæg
I den gamle del af Rigsarkivet indgår automatiske rumslukningsanlæg som en del af brandsikringen. Anlægget er et såkaldt Sinorix-anlæg fra Siemens, som udløser en blanding af vand og kvælstof (nitrogen), hvis der opstår brand i arkiverne. I kælderetagen er der installeret 160 trykflasker med de to slukningsmedier. Fra centralanlægget føres rør med dyser rundt i alle det gamle Rigsarkivs arkivrum, hvor der desuden er installeret detektorer, som aktiverer anlægget, hvis der opstår brand.
Vand og kvælstof arbejder sammen
Ved aktivering fungerer kvælstoffet som drivmiddel for vandet, der blandes med kvælstoffet og med et tryk på op til 60 bar føres ud til det arkivafsnit, hvor branden er detekteret. Her spredes den kvælstofholdige vandtåge, som har vist sig velegnet til at brandbeskytte følsomt arkiv- og biblioteksmateriale.
Kvælstoffet sænker iltniveauet til omkring 12 procent, så ilden kvæles, hvorefter vandstøvet sænker temperaturen og lægger sig som en tynd vandhinde over materialerne, hvilket forhindrer, at gløder i papirerne får branden til at blusse op igen. Vandmængden er så begrænset, at der ikke vil opstå væsentlige vandskader på papirerne. Et computerstyret system sørger sideløbende for, at der åbnes vinduer til trykaflastning, når anlægget udløses.
Evakueringsorganisation
Jan Pedersen og Per Reichgrüber har også ansvaret for de interne brandsikkerhedsorganisationer, som har opgaver i forbindelse med evakueringssituationer på de to adresser. Det betyder, at de pågældende kolleger skal holdes ajour med de gældende brand- og evakueringsplaner, ligesom de skal gennemgå relevante kurser i brandbekæmpelse og førstehjælp.
Derudover har de to eksaminerede sikringsledere ansvar for, at håndildslukningsudstyret er i orden og på plads, samt at gældende krav, DBI vejledninger og retningslinjer overholdes. Endelig skal de sørge for, at gå daglige runderinger, hvor det tjekkes, at ”alt er i orden”.
Med deres sikringslederuddannelse føler de begge, at de er blevet bedre i stand til at varetage deres sikringsmæssige opgaver.
Ny viden gav hurtigt bonus
Allerede på sin første arbejdsdag efter afslutningen af sikringslederuddannelsen fik Jan Pedersen brug for noget af det, han havde lært.
- Vores administration skulle bruge et nyt dataskab, og jeg blev præsenteret for det skab, de havde i kikkerten. Men jeg kunne hurtigt se, at det pågældende skab ikke levede op til det sikkerhedsniveau, der var behov for, og på baggrund af mine oplysninger valgte administrationen i stedet en model, som kunne yde den nødvendige sikring, fortæller han.
Sikring af 370 hyldekilometer
Mens Jan Pedersens arbejde også omfatter sikring af de historiske rammer, handler det for Per Reichgrüber om kontrol og styring af moderne teknologiske systemer, som skal sikre enorme dokumentmængder i det nye magasinbyggeri på Kalvebod Brygge.
Det topmoderne magasin blev indviet i september 2009 og er dimensioneret til at rumme 370 hyldekilometer arkivmateriale, placeret i et system af kompakte, op til 13 meter høje rullereoler. Specielle gaffeltrucks, der kan nå op til de øverste hylder, arbejder for tiden med at fylde hylderne op med materiale fra blandt andet Rigsarkivets hidtidige hovedmagasin i Glostrup. Når dette arkivmateriale er overført, vil der være fyldte arkivkasser på 190 km reolhylde.
Også i det nye magasinanlæg står Det Kongelige Bibliotek for overvågning af de automatiske sikringsinstallationer. Per Reichgrüber har driftsmæssige rettigheder til systemerne, og fra sin arbejdsplads kan han overvåge de forskellige sikringssystemer via store fladskærme på sit skrivebord. På den ene af skærmene har han overblik over de automatiske brandsikringssystemer, mens en anden skærm viser status for indbrudsalarmsystemerne.
Brandalarmsystemet består af et ABA-anlæg med konventionelle branddetektorer, som er suppleret med fintfølende aspirationsanlæg i magasiner og serverrum. Sprinkleranlægget omfatter almindelige vådsprinklere i magasingangene, mens der i selve magasinerne er tørsprinklere af hensyn til risikoen for unødvendige vandskader. Serverummene er forsynet med Argonite rumslukningsanlæg. Sikringssystemerne består af automatiske indbrudsalarmanlæg (AIA-anlæg) samt tv-overvågningsanlæg.
På en tredje skærm kan Per Reichgrüber holde øje med magasinernes klimastyring. Indsatsen for at beskytte de følsomme arkivmaterialer stopper nemlig ikke ved sikring mod brand, indbrud, vandskade osv. Papirernes og de elektroniske mediers holdbarhed er i høj grad afhængig af den atmosfære, de opbevares under, og derfor er det nye magasinbyggeri udstyret med et stort og avanceret klimaanlæg, som sørger for at styre temperaturer, luftfugtighed og luftkvalitet i øvrigt.
Mere information
Uddannelsen Eksamineret Sikringsleder® er en modulopbygget diplomuddannelse, som giver deltagerne et solidt grundlag inden for områderne risikostyring, security, brandsikring og sikringsledelse. Uddannelsen henvender sig til medarbejdere med ansvar for sikringen i store og små virksomheder, offentlige virksomheder og organisationer.
Der starter et nyt hold i februar 2011, læs mere om Eksamineret Sikringsleder her.
|
|