|
|
Boligselskab øger indsatsen for at skabe tryghed og brandsikkerhed
- Jeg synes helt afgjort, at det var et meget fint arrangement, som mange andre boligselskaber burde eftergøre.
Sådan lød det fra Anette Baes, beboer i en af Domeas afdelinger, efter at boligselskabet havde afholdt en velbesøgt informationsaften om brandsikkerhed for sine beboere i Frederikssundsområdet.
Annette Baes hører ellers ikke til dem, der lever livet særlig brandfarligt. Hjemme i boligen er der installeret hele tre røgalarmer. - Og de virker alle tre, understreger hun.
Det er heller ikke fordi, de 60.000 beboere i Domeas 32.000 lejligheder er mere udsat for brande end andre, at selskabet har valgt at gøre noget ekstra for beboernes brandsikkerhed.
- Men vi ved fra statistikkerne, at der opstår mange brande i almene boliger – og vi ved også, at der hvert år brænder omkring 80 mennesker inde i boliger i Danmark. Derfor har vi valgt at gøre noget særligt for at skabe tryghed og brandsikkerhed for vores beboere, forklarer seniorkonsulent Preben Christensen, Domea.
Har flest røgalarmer
- Og indsatsen har givet bonus. Gennem særlige kampagnetilbud med billige røgalarmer har vi opnået at blive det boligselskab i landet, som har den største forekomst af røgalarmer blandt sine beboere. Samtidig viser vores statistikker, at antallet af brande nu er faldende.
- Det er sket på baggrund af en stribe tiltag, hvor vi ud over at sætte fokus på røgalarmer, har rettet indsatsen mod boligselskabets ejendomsfunktionærer, som bliver uddannet i brandbekæmpelse og førstehjælp. Det er sket i samarbejde med DBI, som desuden har fået udarbejdet brand- og sikkerhedsmanualer til alle ejendomskontorer, så medarbejderne til enhver tid har planer og retningslinjer stående klar for, hvordan de skal håndtere brande, skader, ulykker og kriminalitet, fortæller han videre.
Informationsaftenerne er Domeas seneste initiativ på dette område.
- Vi kunne egentlig godt kalde vores arrangementer for kurser, da vi bruger professionelle instruktører fra DBI, som giver deltagerne nogle meget nyttige kundskaber med hjem. Men vi har valgt at kalde det for informationsmøder eller informationsaftener, da vi ønsker at holde arrangementerne i en form, som gør, at alle beboere føler, at de kan være med.
Interessen har da også været stor.
- Ved den første informationsaften, som var en slags prøvearrangement, fik vi 90 tilmeldinger, hvilket langt oversteg vore forventninger. Og deltagerkredsen viste da også, at vi havde fået fat i alle slags beboere – fra de helt unge og småbørnsforældre til de ældre pensionister, lyder den tilfredse melding fra Preben Christensen, som tog initiativ til at starte den nye aktivitet op.
Ved arrangementet i Frederikssund var det brand- og førstehjælpsinstruktør Allan Runager, DBI, som, sammen med kollegaen Børge Schøn, stod for ”undervisningen”. Han gennemgik først alle de væsentligste brandrisici - fra tobaksrygning til madlavning og levende lys - og afspillede et filmklip, der viser, hvor hurtigt en brand kan udvikle sig.
Det blev fulgt op med en lang række gode og praktiske råd, som viste, at det blot med en smule sund fornuft er muligt at undgå langt de fleste brandulykker.
Mere information
Mere information om brandkurser og førstehjælpskurser her.
Du kan også kontakte kursuskoordinator Neel Palm Steffen, nps@dbi-net.dk eller tlf. 36 34 89 13.
Bestil informationshæftet "Brandsikker bolig" i DBI's webshop.
|
|