Siden 2004 har brandkravene i det danske bygningsreglement været funktionsbaserede. De nye brandbestemmelser stiller store krav til brandteknisk dokumentation samt drift og vedligehold af brandsikringen.
Med indførelse af funktionsbaserede brandkrav forsvandt muligheden for at slå konkrete løsninger op i bygningsreglementet.
For at lette byggeriets parters arbejde i forbindelse med brandsikringen har Erhvervs- og Byggestyrelsen udgivet to publikationer:
Pr. 1. februar 2008 trådte Bygningsreglement 2008 (BR 08) i kraft med en overgangsperiode på 6 måneder. Med BR 08 er der sket en forenkling af byggereglerne, da de to tidligere reglementer – Bygningsreglement 1995 (BR 95) og Bygningsreglement for småhuse (BR-S 98) – nu er samlet i ét reglement.
Hvad angår brandforhold betyder dette, at de hidtidige udførelses- og detaljebeskrevne bestemmelser fra BR-S 98 er erstattet af funktionskravene fra BR 95 og de hidtidige lempelser for jordbrugets avls- og driftsbygninger – på nær væksthuse og gartnerier – er ophævet.
Brandsikringen skal opretholdes
I det nye bygningsreglement er der ingen henvisninger til, hvordan brandtekniske installationer skal udføres, kontrolleres eller vedligeholdes. Det er i stedet valgt at skrive, hvornår brandtekniske installationer skal installeres afhængig af bygningsafsnittets anvendelse. Ydermere er beskrevet, at bygningens brandsikring skal opretholdes i hele bygningens levetid. For al brandsikring i bygningen skal der fremover udarbejdes en drifts- og vedligeholdelsesplan, dette gælder såvel de passive som de aktive brandsikringstiltag.
I "Eksempelsamling om brandsikring af byggeri" findes for ABA-anlæg både henvisning til europæiske standarder og Forskrift 232. Men der står, at ABA-anlæg kan (ikke skal) dimensioneres, udføres, kontrolleres og vedligeholdes i overensstemmelse med disse.
Tilsvarende gælder for sprinkleranlæg og andre brandtekniske installationer. Dog står beskrevet, at sikringen i hele bygningens levetid kan opnås gennem, at installationerne løbende kontrolleres og vedligeholdes. Samtidigt henvises til, at det er muligt at anvende andre standarder eller retningslinjer i forbindelse med brandtekniske installationer, hvis det brandtekniske sikkerhedsniveau er tilsvarende.
Som supplement til ”Eksempelsamling om brandsikring af byggeri”, har DBI udarbejdet en håndbog om brandsikring af byggeri.

Håndbogen giver konkrete eksempler på, hvordan en bygning skal brandsikres for at opfylde brandsikkerhedsniveauet. Håndbogen har taget udgangspunkt i "Eksempelsamling om brandsikring af byggeri" og samlet alle forhold vedrørende de seks anvendelseskategorier i hvert sit kapitel.
Tanken er, at brugeren af håndbogen kan læse alle krav til en anvendelseskategori i ét kapitel. Ud over dette kapitel findes to selvstændige kapitler som omhandler redningsberedskabets indsatsmuligheder samt drift og vedligehold af brandsikringen. I håndbogen "Brandsikring af byggeri" findes endvidere et kapitel, som forklarer de brandtekniske begreber, der hyppigt bliver anvendt.
Drifts- og vedligeholdelsesplan
I håndbogen er medtaget hvordan en drifts- og vedligeholdelsesplan kan opbygges. For bygninger med ABA-anlæg og/eller AVS-anlæg, hvad enten de brandsikres efter "Eksempelsamling om brandsikring af byggeri" eller efter "Information om brandteknisk dimensionering" må gælde, at anlæggene skal have stor pålidelighed. Dette er såvel i ejere og brugeres interesse som i myndigheders og forsikringsselskabers interesse.
Det modsatte ville kunne resultere i en øgning af antallet af fejlalarmer samt manglende funktion når det virkelig gælder. Det må derfor være i alles interesse, at anlæggene fortsat vil være underlagt uvildig kontrol.
For at sikre høj pålidelighed af de brandtekniske installationer anbefaler DBI, at disse installationer inspiceres regelmæssigt af et akkrediteret inspektionsfirma. Dette sikrer uvildig og kompetent gennemgang af installationer. Der er således ikke risiko for at fejl eller mangler ved systemerne bliver fortiet, eller at gennemgangen tager karakter af mersalg fra eventuelle leverandører.
Der eksisterer flere eksempler på brandtekniske installationer, som ikke er underlagt inspektion, der ikke fungerer når de skal, både herhjemme og i udlandet. Visse installationer bliver ikke regelmæssigt kontrolleret, og fejl eller mangler bliver ikke udbedret straks efter de er blevet opdaget. Mange "undskylder" det med, at "det aldrig brænder her – det sker kun hos naboen". Men den tese holder jo desværre ikke altid.
Det er stadigvæk bedre - og billigere - at forebygge
end at skulle starte helt forfra efter en brand
Kontakt
Benyt Kontakt-knappen, hvis du ønsker mere information om funktionsbaserede brandkrav. Spørgsmål, der har karakter af rådgivning, kan stilles til DBI's Rådgivningstelefon, som tilbydes alle DBI-medlemmer.
Læs mere om DBI-medlemskab her.
