|
|
Lagre med grøn energi skal sikres bedre mod brand. Som led i indsatsen for at nedsætte forbruget af fossile brændsler er Danmark blevet en af Europas største importører af biomasse.
Opbevaringen af biomassen har dog vist sig at være problematisk. For når biomassen lagres, kan der under bestemte forhold udvikles varme, som kan føre til brand. Det har ført til tab af store mængder biomasse og til ødelæggelse af bygninger og siloer.
Grøntsatsende Verdo indgår tæt samarbejde med DBI
På energiselskabet Verdos kraftvarmeværk i Randers satser man stort på grøn energi og ønsker derfor at få sat en stopper for de ødelæggende ulmebrande. Derfor har selskabet indgået et tæt samarbejde med DBI om at udvikle metoder til at undgå, at den værdifulde biomasse går op i røg.
- Ved hjælp af forskning håber vi nu, sammen med DBI, at kunne generere ny og værdifuld viden til gavn for hele biomassebranchen, fortæller projektleder Allan Abildskov fra Verdo.
På baggrund af flere forskningsprojekter har DBI en basisviden, når det gælder selvantændelse i biomasse. En viden der nu kan komme Verdos projekt til gavn.
Detektorer skal afslører problemer
Som led i samarbejdet stiller Verdo sine lagerhaller i Randers til rådighed. Her vil DBI installere detektorer og sensorer, som skal hjælpe med at afdække, hvilke gasarter og partikler, det vil være optimalt at detektere, og måle for at kunne forudse ulmebrande.
- Med det rette udstyr og i samarbejde med Verdo anser jeg det for muligt at få tilvejebragt den nødvendige viden, som kan bruges til at forebygge fremtidige brandskader, lyder vurderingen fra Michael Skovgaard.
Økonomisk bidrag fra videnkuponordningen
På baggrund af regeringens grønne ambitioner, mener Allan Abildskov, at det er vigtigt, at der er nogen, som satser på forskning og udvikling på området.
- Med det stigende antal lagerhaller til biobrændsel, som skyder op, vil det komme til at koste samfundet dyrt, hvis der ikke sættes ind med en effektiv branddetektering fremover, forudser han.
Forsknings- og udviklingsprojektet får økonomisk støttet fra en såkaldt Videnkupon på 100.000 kroner, der løber indtil november 2012. Verdo og DBI er i første omgang de eneste deltagere i projektet, men i takt med at de rigtige metoder afklares, vil relevante teknologileverandører blive tilknyttet, oplyser Allan Abildskov.
|
|