Odder Gymnasium er forberedt med kriseplan


Skole

Risikoen for livstruende voldsepisoder tages alvorligt på danske undervisningsinstitutioner ”Vi må se i øjnene, at det også kan ske på en skole her”.

Sådan sagde tidligere undervisningsminister Bertel Haarder efter nogle af de senere års skoleskyderier med dødsofre i blandt andet Finland og Tyskland.

Episoderne var den direkte anledning til, at Undervisningsministeriet i 2009 udsendte en vejledning om sikkerhed og kriseberedskab på uddannelsesinstitutioner i Danmark. Vejledningen knytter sig til den eksisterende lov om undervisningsmiljø.

Siden har det desværre vist sig, at alvorlige voldsepisoder og trusler om vold er et reelt problem, også her i landet. Inden for de første tre måneder af 2010 er der i to tilfælde sket alvorlige knivstikkerier i eller uden for danske skoler.

Den 15. januar trækker en pige en køkkenkniv frem midt i en undervisningstime på Samsøgade Skole i Århus. Inden nogen når at reagere, jager den 15-årige elev den 17 cm lange kniv ind i ryggen på en jævnaldrende dreng i klassen.

Den 16. marts bliver to mandlige gymnasieelever på henholdsvis 18 og 20 år angrebet og stukket med flere knivstik foran Herlev Gymnasium på Københavns vestegn. Politiet, der eftersøgte flere mulige gerningsmænd, har anholdt og sigtet en 18-årig mand i sagen.

De tre knivofre overlevede, men episoderne var alle livstruende og understreger nødvendigheden af, at danske skoler forbereder sig på at kunne imødegå og håndtere den slags kritiske situationer mest hensigtsmæssigt. Odder Gymnasium, i den østjyske by Odder, syd for Århus, er en af de undervisningsinstitutioner, som DBI i den senere tid har hjulpet med at blive forberedt ved hjælp af en kriseplan.

Vejledningen gav os en ”knage”
- Vi har aldrig haft alvorlige episoder hos os, men hændelser andre steder viser desværre, at det er noget, som kan ske, og at der er nogle forhold, man skal være opmærksom på, hvis man vil imødegå risikoen for alvorlig vold. Med Undervisningsministeriets vejledning på området fik vi en ”knage”, som vi kan hænge vores fremgangsmetode op på, fortæller gymnasiets rektor, Lars Bluhme.

- I forbindelse med udsendelsen af Undervisningsministeriets krisevejledning fik vi arrangeret nogle informationsmøder for gymnasierektorerne i Århus-området, hvor blandt andet DBI fortalte om kriseplaner og kriseberedskab. Det førte til, at vi bad DBI om at hjælpe os med at få udarbejdet en kriseplan. Vi har jo først og fremmest forstand på undervisning og er ikke eksperter i krisehåndtering, så derfor var vi glade for at kunne få professionel hjælp til arbejdet, forklarer Lars Bluhme.

Han er godt tilfreds med samarbejdet med DBI, som har udarbejdet planen i tæt dialog med ledelsen og sikkerhedsorganisationen på Odder Gymnasium.

Kriseplanen indeholder overordnet to dele. Den ene del beskriver, hvordan man identificerer og forebygger problemerne, mens den anden del omfatter en handlingsplan for, hvordan man håndterer en kritisk situation, når den opstår.

Planen indeholder en række helt praktiske instrukser om forebyggelse, observation af risikofaktorer og aktivering af indsatsen under en krise.

Vigtigt at elever ikke mistrives
Ifølge rektoren handler det om at sikre et godt skolemiljø og at være opmærksom på, om der er problemer med utilpassede elever, som potentielt kan være årsag til, at der opstår kritiske episoder.

- Ingen elever bør mistrives, og det er vigtigt, at vi har et apparat, der identificerer og afhjælper mulige problemer. Hvis der er tegn på, at noget er galt, skal den respektive lærer melde det til ledelsen, så der kan rettes op på situationen hurtigst muligt. Vi har også tidligere haft fokus på problematikken, men nu har vi fået tydeliggjort arbejdet, som er sat mere i system og koblet sammen med sikkerhedsrisikoen.

Med kriseplanen har vi fået en række praktiske idéer, værktøjer og forslag til, hvad vi skal gøre, hvis ulykken er ude, fastslår Lars Bluhme.

Som eksempler nævner han, at gymnasiet har fået etableret sms-kæder, og at det er afklaret, hvordan man bør forholde sig i forskellige krisesituationer: Er der fx døre, som skal låses, skal eleverne blive i klasserne eller evakueres, hvordan forholder man sig til pressen osv.

- Tidligere har vi ikke rigtig tænkt på sikkerhedsaspektet, så med den nye plan føler vi os bedre klædt på til at takle en eventuel krise, konkluderer den østjyske gymnasierektor.


Find det du søger

Tilmeld nyhedsbrev

Jeg vil gerne kontaktes af DBI

DBI
Jernholmen 12
2650 Hvidovre
Tlf. 36 34 90 00
Fax 36 34 90 01
E-mail: dbi|dbi-net.dk

Ydelser
Rådgivning
Inspektion af brandsikring
Certificering og godkendelse
Brandtest
Brandstedsundersøgelse
DBI-medlemskab

Områder
Projektering
Bygningsdrift
Byggeindustri
Forsikring
Risikokoordinator
Beredskabet
Producent
Installatør

Kurser
Bøger og skilte
Info
Om DBI
Kontakt
Handelsbetingelser

Copyright
Sitemap

ajour cms