Sikring skal give kunden en økonomisk fordel


Flemming Kvorning

Ny mand i spidsen for DBI’s sikringsaktiviteter Flemming Kvorning kan tale med om, hvad en sikringskunde har behov for. Som Group Risk Manager i Coop-koncernen har han gennem 7½ år haft ansvaret for sikring, sikkerhed og forsikring i Danmarks største detailhandelsvirksomhed.

Nu er han billedlig talt sprunget over på den anden side af disken. Den 1. september 2010 tiltrådte han som leder af sikringsafdelingen i DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut. Han afløser Peder Gellers, som går på pension ved årsskiftet, og står nu i spidsen for DBI’s arbejde med at hjælpe virksomheder og myndigheder med at skaffe den sikring og sikkerhed, de har behov for.

- Sikringsindsatsen skal først og fremmest tilføre en virksomhed værdi. Det vil sige, at der skal være en økonomisk fordel ved de sikringstiltag, man etablerer, siger Flemming Kvorning, som ”på trods af” sin juridiske uddannelsesbaggrund har en erklæret kommerciel tilgang til sit arbejde.

Budget på 200 millioner kroner
I sit tidligere job havde han ansvar for sikring og fysisk sikkerhed i Coop-Danmark og for forsikring i hele Coop-Norden. Han rådede over et samlet budget på ca. 200 millioner danske kroner, hvor det på det overordnede plan handlede om at optimere den samlede økonomi i et samspil mellem sikring, sikkerhed og forsikring.

På skade- og sikringsområdet gjaldt det specifikt om at skaffe de bedste aftaler og kontrakter, økonomisk og kvalitetsmæssigt, for vagtordninger, tyverialarmer, overvågningssystemer samt brandalarm- og sprinkleranlæg. Hertil kom forebyggelse af røveri og skader i øvrigt.

På forsikringsområdet handlede det især om at finde balancen mellem præmie, dækning og selvrisiko.

- Ved at opretholde en relativ høj selvrisiko for butikkerne gav vi de enkelte butikker et godt incitament til at undgå skader. Det var en bevidst del af koncernens risikostyringsstrategi, forklarer Flemming Kvorning, som har en solid baggrund inden for risk management og forsikring.

Den 44-årige nytiltrådte afdelingsleder i DBI er uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 1993 og arbejdede i de første ti år med erhvervsforsikring.

Karrierevejen gik forbi Codan, Provinzial og mæglervirksomheden AON, hvor han blandt andet har beklædt stillinger som Underwriter, policechef og Account Executive.

Sideløbende har han efteruddannet sig på Forsikringsakademiet (Niveau 5, Erhverv) og gennemført den anerkendte risk manager-uddannelse Associate in Risk Management (ARM) fra Malvern University, Pennsylvania, USA.

Kunder skal kende de samlede risici
I sit nye job i DBI vil Flemming Kvorning blandt andet arbejde for at gøre kunderne mere bevidste om deres risikoforhold. Og her tænker han især på mindre og mellemstore virksomheder samt kommuner og andre offentlige myndigheder og institutioner.

- For eksempel har mange af disse virksomheder og institutioner ikke overblik over deres samlede risikoforhold, forklarer Flemming Kvorning og uddyber:

- I de fleste tilfælde har de kun risikovurderet enkeltområder, men mangler at få udarbejdet en risk map, hvilket vil sige en risikokortlægning, hvor der både tages højde for de finansielle og de operationelle risici. Vi kan hjælpe virksomhederne med at kortlægge og analysere deres risikoprofil, så de derefter kan lægge en strategi og optimere deres sikrings- og forsikringsmæssige indsats.

I den forbindelse kan DBI med sine professionelle kompetencer blandt andet via udbud hjælpe kunderne med at opnå de bedste betingelser. Sikringsmarkedet er noget af en jungle, hvor det kan være svært for den enkelte virksomhed at opstille de rette kravspecifikationer og overskue, om det på sigt bedst kan svare sig at eje eller leje udstyret. Vi skal sikre, at økonomi og kvalitet følges ad.

Uafhængighed og forskning
Ved at bruge DBI kan kunderne være sikre på, at de får en rådgivning, som er uafhængig af leverandørinteresse, ligesom vi gennem vores kontraktforskning, som støttes af Forsknings- og Innovationsstyrelsen, holder os opdaterede med den nyeste udvikling. Senest har vi fået godkendt en resultatkontrakt om ’intelligent sikkerhed’, hvor vi blandt andet vil se på, hvordan man kan detektere fx et indbrud før det sker – dvs. mens forbryderen gør sit ”forarbejde”.


Andre opgaver, som den nye leder af DBI’s sikringsafdeling ser et behov for at sætte fokus på i den kommende tid, er rådgivning om nye standarder - for eksempel om Business Continuity Management, som indgår i corporate governance, dvs. god selskabsledelse. Hertil kommer den nye standard inden for risikostyring, ISO 31000.

Opdatering og overbygning
Flemming Kvorning har allerede i en årrække haft et tæt samarbejde med DBI, blandt andet i forbindelse med uddannelsen Eksamineret Sikringsleder, hvor han både er censor og holder oplæg om risikostyring.

- Denne uddannelse er meget vigtig, da det i realiteten er den, der sikrer, at danske virksomheders sikringsansvarlige kan få de nødvendige kompetencer. Men det er også nødvendigt, at vi følger op på uddannelsen, så de allerede uddannede sikringsledere kan holde sig opdaterede med hensyn til regler og teknik. Derfor har vi netop lanceret en særlig opdateringsmulighed i form af en sikkerheds- og sikringskonference, som finder sted første gang den 1. april 2011.

Derudover lancerer vi en overbygning til sikringslederuddannelsen i 2011, fortæller Flemming Kvorning.

Og apropos det nye år. Med ansvar for sikring og forsikring hos Coop har Flemming Kvorning altid holdt sig ”i højeste beredskab” nytårsaften, som er det tidspunkt på året, hvor der sker flest skader på blandt andet butikker. Men med sit jobskifte til DBI ser han frem til at kunne skåle for et godt og sikkert nyt år – nu i andet end sodavand.

Flemming Kvorning
Afdelingsleder

Telefon : 61 61 06 78
Mail : fkv|dbi-net.dk

Find det du søger

Tilmeld nyhedsbrev

Jeg vil gerne kontaktes af DBI

DBI
Jernholmen 12
2650 Hvidovre
Tlf. 36 34 90 00
Fax 36 34 90 01
E-mail: dbi|dbi-net.dk

Ydelser
Rådgivning
Inspektion af brandsikring
Certificering og godkendelse
Brandtest
Brandstedsundersøgelse
DBI-medlemskab

Områder
Projektering
Bygningsdrift
Byggeindustri
Forsikring
Risikokoordinator
Beredskabet
Producent
Installatør

Kurser
Bøger og skilte
Info
Om DBI
Kontakt
Handelsbetingelser

Copyright
Sitemap

ajour cms