|
|
Lovændring vil medføre markant øget tv-overvågning af offentlige arealer og boligområder
Et udkast til ændring af loven om tv-overvågning har netop været sendt i høring af Justitsministeriet. Formålet med de foreslåede ændringer er at øge boligorganisationers, kommuners og idrætsanlægs muligheder for at foretage tv-overvågning i områder med almindelig færdsel. Da det handler om afgørende ændringer, kan overvågningen i samfundet forventes at blive udvidet markant.
Høringsudkastet indeholder tre hovedpunkter, der retter sig mod tre specifikke områder: Boligområder, offentlige gader og pladser mv. samt arealer i tilknytning til idrætsanlæg.
Med forslaget imødekommer Justitsministeren ønsker fra såvel almene boligforeninger i udsatte boligområder samt en række kommuner, som ønsker at kunne tv-overvåge områder, som benyttes til almindelig færdsel. Ønskerne har især været begrundet med stigende problemer med uro, vold og hærværk og en forventning om, at overvågningen kan øge borgernes og beboernes tryghed. Samtidig har sikkerhedsbranchen presset på for at få lempet lovgivningen.
Når det ret vidtgående forslag kommer nu, skal det også ses på baggrund af, at politikerne har konstateret, at der er sket en holdningsændring i befolkningen. Mange mener, at tv-overvågning giver øget tryghed, og folk i almindelighed er mere positivt stemt over for offentlig overvågning end tidligere.
Både almene boligområder og ejerboligområder
Ifølge udkastet fra Justitsministeriet vil boligforeninger mv. i udsatte boligområder kunne få tilladelse til at tv-overvåge boligområdet og tilknyttede arealer, f.eks. stier og parkeringspladser. Tilladelsen, der udstedes af den lokale politidirektør, kan gives for op til fem år ad gangen, når overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.
Efter de hidtidige regler kan boligforeninger alene foretage tv-overvågning af områder, som ikke benyttes til almindelig færdsel, f.eks. indgangspartier samt cykel- og vaskekældre.
Forslaget gælder ikke kun for boligforeninger i gængs forstand, men også for ejer- og grundejerforeninger samt vejlaug og lignende foreninger, som repræsenterer mindst 75 pct. af husstandene i et boligområde. Under alle omstændigheder vil en tilladelse dog bero på en samlet vurdering af forholdene i det pågældende område. I den forbindelse vil der bl.a. blive lagt vægt på karakteren og omfanget af det pågældende boligområdes kriminalitetsproblemer mv.
Kommuner kan overvåge gaderne
For landets kommuner vil forslaget betyde, at de ”efter drøftelse med Politidirektøren” vil kunne foretage tv-overvågning af områder, der benyttes til almindelig færdsel, når det sker som led i en generel tryghedsskabende indsats. Forslaget indebærer, at kommunerne får mulighed for at tv-overvåge f.eks. gågader, butiksgader og gader med et livligt natteliv.
Justitsministeriet begrunder forslaget med, at tv-overvågning i sig selv vil kunne bidrage til at skabe øget tryghed for borgerne og i givet fald vil være en hjælp for politiet, når der begås kriminalitet i området.
Efter de gældende regler kan kommunerne kun tv-overvåge egne områder som fx biblioteker, skoler, daginstitutioner og materielgårde.
Arealer omkring idrætsanlæg
Endelig indebærer det udsendte høringsudkast, at idrætsanlæg kan få tilladelse fra politidirektøren til at tv-overvåge egne facader, indgange, indhegninger m.v. samt arealer i direkte tilknytning til idrætsanlægget som fx adgangsveje og parkeringspladser. Som for boligområderne skal overvågningen være væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse, ligesom en tilladelse skal tidsbegrænses til højst 5 år ad gangen.
Baggrunden er, at der i de senere år har været en række tilfælde af vold og hærværk i forbindelse med afvikling af idrætsbegivenheder, navnlig i forbindelse med visse større fodboldkampe.
Efter de hidtidige regler har idrætsanlæggene kun haft ret til at foretage tv-overvågning inden for anlæggets område.
Ifølge Justitsministeriets udkast til lovforslag skal loven træde i kraft den 1. juli 2010.
Læs også casen "Øjet på Strøget" om tv-overvågning af Strøget i København.
|
|