Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Svinkløvgruppen nedlagt

Udgivet: 15. marts 2019

I slutningen af 2018 besluttede Beredskabsstyrelsen at lukke Svinkløvgruppen – selvom arbejdet efter mere end to år ikke har ledt til et konkret resultat. Det burde det ellers, lyder kritikken. Arbejdet skal nu videreføres i Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Gem artikel Artikel gemt
Schoener alltag Wikipidia

Svinkløvgruppen, der blev dannet af Beredskabsstyrelsen for efter branden på det ikoniske badehotel at se nærmere på brandsikkerheden på de danske hoteller og overnatningssteder, blev lukket lige før jul.


Forklaringen fra forsvarsministeren er, at Transport-, Bygnings- og Boligministeriet overtager sagen – og at der ikke er grund til at afholde flere møder i Svinkløvgruppen. Det til trods for, at indsatsen ikke har givet noget konkret resultat, hvilket er en skam, hvis man spørger et af gruppens medlemmer.

- Mit udgangspunkt var, at vi skulle komme med en anbefaling til ændrede brandforhold. Men det har været en ekstremt langsommelig proces, og det ærgrer mig, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber.

- Arbejdet i gruppen har været præget af en positiv dialog mellem bl.a. beredskaber og HORESTA, men det er ærgerligt, at det ikke mundede ud i en endelig konklusion, før gruppen blev lukket. Pointen var at skabe et bedre beredskab på de danske hoteller, så jeg håber ikke, det bare glider i glemslen, siger han.

Ind i departementet

Den lange arbejdstid ærgrer også HORESTA. Dog er der her en større forståelse for nedlukningen.

- Det kunne godt være gået hurtigere, men kortlægningen af, hvilke metoder og muligheder ud over nye lovkrav der findes for at forbedre brandsikkerheden, er afsluttet. Nu skal den ind i departementerne, der bedre kan presse på og omsætte nogle af de muligheder til virkelighed, siger Kirsten Munch Andersen, der er politisk direktør i HORESTA.

Mulighederne omfatter bl.a. større klarhed om krav til godkendte alarmeringssystemer, så de eksempelvis ikke behøver at være ledningsførte, men kan være trådløse.

Ønske om hurtig handling

Spørgsmålet er, hvad der nu skal ske. Både HORESTA og Danske Beredskaber har bedt om møder med Transport-, Bygnings- og Boligministeriet med henblik på at presse på for at komme videre.

- Efter vores overbevisning kan man relativt let sætte gang i en proces, der kan forbedre området. Og der er ingen grund til at vente yderligere to år på det. Forhåbentlig kan vi få klarhed over, hvad der skal gøres inden for det næste halve år, og uden der går politik i processen, siger Kirsten Munch Andersen.

- Jeg håber at høre fra departementet. Gør vi ikke det, mener jeg dog, at der er en god fælles forståelse mellem HORESTA og os for, hvad vi skal gøre noget ved, og så må vi aftale os frem partnerne imellem, siger Bjarne Nigaard.

Svinkløvgruppen …

… blev oprettet efter branden på Svinkløv Badehotel i 2016 for at se nærmere på brandsikkerheden på ældre danske hoteller og overnatningssteder. Gruppen bestod af Beredskabsstyrelsen, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, HORESTA, Danske Beredskaber, Sikkerhedsstyrelsen, KL, Slots- og Kulturstyrelsen, Nordjyllands Beredskab, Forsikring og Pension og Hovedstadens Beredskab. Den blev nedlagt af Beredskabsstyrelsen i slutningen af 2018.

Brian V. Jensen

Brian V. Jensen

Afdelingsleder - Brandteknisk rådgivning
Civilingeniør

Tlf.: 61 20 16 63

bvj@brandogsikring.dk

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING