Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Skalerede brandtests førte til vellykket biofacadetest i fuld skala

Udgivet: 8. november 2023

En biobaseret facadekonstruktion i den tredje fuldskalatest i projektet BioFacades:UpHigh bestod uden problemer. Forud var gået en række ned-skalerede brandtests og justeringer undervejs, som endte med at give bonus.

Gem artikel Artikel gemt
Branden nåede aldrig op over anden flammeafbøjer.Branden nåede aldrig op over anden flammeafbøjer.

Projektet BioFacades:UpHigh har til formål at vise, at det er muligt at bygge etagebyggeri med ventilerede træfacader uden brandimprægnering eller sprinkling, men undgå brandspredning på facaden alene på baggrund af konstruktive designløsninger.

- Vi undersøger, om man kan lave facader med biobaserede materialer, der er designet, så de forhindrer brandspredning på facaden. På den måde gør vi brandsikkerhed til et designparameter fra start, siger Asmus Haastrup, der er Research Consultant hos DBI og leder af projektet sammen med Mia Fossing Frederiksen.

Og i den tredje af de i alt 10 biobaserede facadetests, der skal fortages i projektet, lykkedes det så at designe en konstruktion, som forhindrer brandspredning på facaden. Der var tale om to lag af en træfibervindspærreplade på hver 12,5 mm, beklædt med en tynd, ubrandbar og åndbar dug. Bag ved vindspærren var 240 mm træfiberisolering, mens der yderst var en regnskærm i ubehandlet gran. I hver etageskel var der indlagt mineralsk isolering, ekstra konstruktionstræ og en ubrandbar vindspærre, men herudover var den eneste ubrandbare del af facaden flammeafbøjerne i stål, som ragede 32,4 mm ud fra regnskærmen.

- Vi stoppede testen efter 60 minutter. På det tidspunkt havde konstruktionen bestået testen, og det stod klart, at der nu var tale om en ulmebrand, som ikke ville udvikle sig yderligere. Så det var ret fantastisk, siger Asmus Haastrup.

Ned-skalerede brandtests

Der er fem partnere i projektet, som hver har to af de 10 facadetests til rådighed, hvor de frit kan designe de facadeløsninger, de ønsker, og køre processen på den måde, de finder bedst. CPH Village stod bag den tredje og meget vellykkede test, som er en del af et byggeprojekt, der skal ende med en række bæredygtige studieboliger på Amager.

Testen blev stoppet efter 60 minutter.

- Vi kan kun rose bygherre for processen, der førte til det gode resultat. For CPH Village valgte at betale for i alt syv småskalatests i 50 x 50 cm og en ned-skaleret facadetest, som betød, at vi blev klogere undervejs og løbende kunne justere inden fuldskalatesten, siger Asmus Haastrup og uddyber:

- Bl.a. testede vi flere varianter af en vindspærreplade med kun et lag isolering og en vindgipsplade med isolering, som fejlede på henholdsvis forkulning eller temperatur eller på begge dele. Desuden foretog vi en ned-skaleret facadetest for at se, hvordan branden ville sprede sig gennem isoleringen, og hvordan vi skulle lave detaljen op gennem etageadskillelsen (brandstoppet), som fører ud i facaden, siger han.

Dedikeret bygherre

Janne G. L. Frederiksen, der er funktionsleder i DBI’s rådgivningsafdeling og brandrådgiver på studieboligprojektet, peger også på processen:


- Den vellykkede test lod sig kun gøre, fordi CPH Village virkelig er gået dedikeret til opgaven og har haft villigheden til – også økonomisk – at arbejde med design og småskalatests. På den måde kunne vi justere, tilrette og teste i småskala, inden vi testede i fuld skala, siger Janne G. L. Frederiksen og tilføjer:

- Med dette testresultat kan CPH Village nu bruge facaden i deres studieboligprojekt i brandklasse 4. Samtidig er døren åbnet, og vi har fået endnu mere viden, som vi kan bygge videre på, for at komme endnu længere i arbejdet med biobaseret byggeri.

BioFacades:UpHigh

Projektet har til formål at vise, at det er muligt at bygge etagebyggeri med ventilerede træfacader uden brandimprægnering eller sprinkling, hvis facaden er designet til at forhindre brandspredning. I løbet af projektet skal der foretages 10 facadetests af forskellige træfacader, som alle udføres efter et udkast til den nye fælleseuropæiske facadeteststandard, som er på vej.

Ud over DBI deltager bygherrerne NREP, Fælledby og CPH Village i projektet samt producenten Frøslev Træ. Projektet skal lede til dokumenterede løsninger, der forhindrer brandspredning, ligesom det skal bane vejen for træfacader på 3 konkrete og nyskabende byggerier fra de 3 bygherrer og lede til et katalog af designanbefalinger til ikke-brandimprægnerede træfacader til etagebyggeri.

Projektets samlede budget er på 6,6 mio. kr. og er støttet af Realdania og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen via DBI’s resultatkontrakt. Projektet startede i november 2022 og løber frem til udgangen af 2024.

Asmus Haastrup

Asmus Haastrup

Research Consultant

Tlf.: 50 80 65 25

aha@brandogsikring.dk

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING