Nyheder fra DBI
Vær altid opdateret
Gå til Nyhedsoversigten

Borgernes frygt skal tages alvorligt

Udgivet: 27. februar 2024

I Havnsø på Vestsjælland er en gruppe borgere imod, at der måske skal lagres CO2 i undergrunden. Ultimativt er de bange for at dø. Power-to-X-projekter kan møde lignende lokal modstand. Mette Marie Vad Karsten, ph.d. og Lead Antropologist hos DBI, forklarer, hvordan man bedst håndterer borgermodstand.

Gem artikel Artikel gemt
Borgernes frygt skal tages alvorligt

”Hvis det her siver op i en koncentration på over 10 %, så dør vi.”

”I yderste konsekvens kan det blive ligesom at sætte en slange på udstødningsrøret til sin bil og føre den ind i vognen. Hvis jeg starter motoren, kan jeg dø, og det er det, jeg ultimativt er bange for.”

”Hvis først CO₂’en kommer og lægger sig som en dyne her, og de to første børn på vej til skole er faldet omkuld, så er det for sent.”

”Hvis det er så sikkert, som forskerne siger, hvorfor så ikke placere lageret under nogle af de store byer, København f.eks.?”

”Hvis jeg stod for at skulle købe et hus eller sommerhus her, og jeg så fik at vide, at det står direkte oven på et CO₂-lager, vil jeg nok tænke mig lidt om, før jeg slår til. Jeg frygter, at det kan knække sådan et lille samfund som vores.”

Citaterne er fra en nylig artikel i Berlingske Tidende, hvor borgere i Havnsø på Vestsjælland sætter ord på deres modstand mod og frygt for den potentielle langtidslagring af CO2 i den 435 kvadratkilometer store såkaldte Havnsø-struktur. Den er ét af fem områder i Danmark, som Energistyrelsen har udpeget som mulige CO₂-lagringsområder i Danmark, og en række selskaber har ansøgt om at foretage prøveboringer i bl.a. Havnsø-strukturen for at udforske mulighederne yderligere. Ifølge artiklen er det geologernes klare forventning, at CO2’en forbliver i sandstenslaget 1.500-2.000 meter under jorden, hvor den bliver pumpet ned, forseglet af et tykt lerlag ovenover.

Eksistentiel frygt

De informationer beroliger dog ikke borgerne. Langt fra, faktisk. Artiklen taler endda om en eksistentiel frygt. Og hvad gør man så som virksomhed og/eller myndighed, når borgermodstanden mod et projekt, som end ikke eksisterer endnu, er så fundamental? Når det ikke kun handler om, at en vindmøllepark skæmmer udsigten, eller at en ny svinestald vil lugte?

Spørgsmålet er relevant, fordi Power-to-X-projekter vil kunne møde lignende, hård modstand. Derfor har vi bedt Mette Marie Vad Karsten om at forholde sig til problematikken. Hun er ph.d. og Lead Antropologist hos DBI og arbejder med Power-to-X-projekter.

»Projektejere og myndigheder skal anerkende, at borgerne føler sig bange.«

- Først og fremmest skal projektejere og myndigheder, når de møder den type modstand, anerkende, at borgerne føler sig bange. Gør de ikke det, men forsøger derimod at affeje bekymringer med, at der ikke er noget at være bange for, risikerer de, at folk føler sig talt ned til, siger Mette Marie Vad og fortsætter:

- Og når lokal modstand samtidig helt grundlæggende ofte handler om, at folk ikke føler, at deres mening vægter lige så meget som andres; at det er dem med magt og penge, der har serveretten til at definere, hvor ting skal ligge; at processerne ikke er gennemsigtige, at de ikke føler sig taget med på råd – ja, så har man en giftig cocktail for et nyt projekt.

- Samtidig skal projektejerne og udviklerne forstå, at teknologi og teknologiske løsninger altid har en effekt på mennesker. Teknikere har generelt en tendens til at tro, at teknologi kan være neutral. I Havnsø, hvor det potentielle projekt primært handler om noget, der skal være under jordoverfladen, kunne man tilmed tro, at når det er ude af syne, så burde det også være ude af sind. Men det er det aldrig. Folk googler, folk bekymrer sig, folk taler sammen, og det skaber ringe i vandet i et lokalsamfund, konstaterer Mette Marie Vad Karsten.

Borgerne ofrer noget

Hun påpeger yderligere en ting, som projektejere, udviklere og myndigheder bør være meget bevidste om:

- Når nogen kommer udefra og foretager sig noget i et lokalsamfund, føler borgerne, at de ofrer noget, f.eks. en del af deres lokalområde. Og når de gør det, forventer de at få noget igen. For et geografisk sted er ikke bare et sted – det er altid knyttet til værdier, historier, fortællinger, kulturel identitet og meget andet. Det store billede med, at f.eks. CO2-lagring kan hjælpe med til at reducere global opvarmning, er derfor ikke nok. Der har været forskellige projekter, hvor borgere har fået en pose penge i hånden, men den virker ikke altid efter hensigten, fordi folk ikke føler, at den kompenserer tilstrækkeligt for det, de ofrer, som er meget mere end ‘bare’ et givent område, siger Mette Marie Vad Karsten.

Hun har ikke et bud på, hvad der kan kompensere borgere som i den konkrete sag i Havnsø, hvor de ikke alene er bekymrede for herligheds- og ejendomsværdi, men i sidste ende også deres liv. Men Mette Marie Vad Karsten ved, at der kun er én måde for projektejerne at finde ud af det på:

- Gennem dialog. Man skal have borgerne i tale – og gerne så tidligt som muligt. Det handler om at spørge ind til borgernes behov og lytte til, hvilke bekymringer de har. Det handler om at tage dem alvorligt, men ikke nødvendigvis bogstaveligt. Desuden drejer det sig om at finde ud af, hvordan man potentielt kan imødekomme dem i projektet, og hvad der i øvrigt kan kompensere lokalsamfundet og dermed borgerne, siger Mette Marie Vad Karsten og fortsætter:

- Alt for ofte ser vi, at projektejere og kommuner mødes uden at involvere borgerne, fordi de gerne vil forsøge at styre narrativen og først indlede dialogen, når de kan svare på alle spørgsmål, der måtte komme i forhold til projektet. Det kan være med den bedste intention, men det risikerer at ramme dem i nakken, fordi rygter, tvivl og historier i mellemtiden har fået deres eget liv i lokalsamfundet, så man møder en mur af modstand, når man endelig åbner for dialogen og er klar til at fortælle om projektet.

Uformelle kaffemøder

Ifølge Mette Marie Vad Karsten handler den tidlige dialog ikke om at afholde egentlige borgermøder, for manglen på konkrete svar kan skabe frustration.

- I stedet kan man starte dialogen på et uformelt plan. Ofte har et lokalsamfund nogle centrale personer – det kan f.eks. være den vellidte dagplejemor, formanden for gymnastikforeningen eller den driftige købmand – som man kan række ud til og drikke en kop kaffe med. Ikke for at gøre dem til ambassadører for projektet, men for at lytte på vandrørene i lokalsamfundet og forstå deres synspunkter og behov, siger Mette Marie Vad Karsten og tilføjer:

- Selvfølgelig risikerer man som projektejer, at sådanne uformelle møder i sig selv kan skabe ringe i vandet i lokalsamfundet, men det er trods alt bedre, at man selv skaber dem, end at modstanderne gør det.

»Fortæl tingene, som de er, og fortæl det, som borgerne har brug for at vide.«

Transparens og ærlighed

Når det handler om imødegå frygt som Havnsø, er information den eneste vej frem. Også selvom udførlig viden om sikkerhedsforanstaltninger m.m. aldrig vil berolige alle.

- Transparens, ærlighed og saglig information er vigtig. Fortæl tingene, som de er, fortæl det, som borgerne har brug for at vide, og prøv også at være så ærlig som muligt omkring de ting, som man endnu ikke ved. Desuden kan det være en god idé også at invitere teknikere med til borgermøder, så folk kan få svar på alle typer af spørgsmål. Dog kan borgerne opfatte udefrakommende eksperter som en del af det, de er oppe imod, siger Mette Marie Vad Karsten og uddyber:

- Derfor kan man som projektejer forsøge at alliere sig med lokale eksperter og kapaciteter til at udlægge teksten. Det kan f.eks. være beredskabschefen, der på samme tid er både en lokal garant for sikkerhed og ‘Preben henne fra idrætsklubben’. Det skaber tillid og kan få folk til at sænke skuldrene og lytte.

Power-to-X og DBI

Power-to-X handler om at omdanne el til andre former for energi som f.eks. kemikalier, som kan lagres og anvendes som brændstof – de såkaldte elektrobrændstoffer. Det sker ved at anvende strøm fra vindmøller eller solceller til elektrolyse for at producere ilt og brint. Brinten kan derefter bruges i brændselsceller (som f.eks. i en brintbil) eller til at producere metan, metanol, ammoniak eller andre kemikalier, som man på sigt kan anvende i f.eks. skibe eller tung vejtransport (busser og lastbiler). Det kan reducere eller ligefrem eliminere CO2-udledningen.

Dog er der et væsentligt sikkerhedsaspekt, som bør have langt mere fokus. DBI ønsker at sikre brandsikkerheden på området og har således opnået støtte til arbejdet i forbindelse med den nuværende resultatkontrakt med Uddannelses- og Forskningsministeriet, der løber til og med 2024.

Mette Marie V. Karsten

Mette Marie V. Karsten

Faglig ansvarlig

Tlf.: 50 80 65 19

mmk@brandogsikring.dk

Relaterede artikler

OPRET DIG SOM BRUGER OG HOLD DIG OPDATERET PÅ NYHEDER OM BRAND OG SIKRING